Vild inspiration

Når bukkejagten bliver familiens største højtid

16. May 2026 — Jagtersmag

For mange er der bestemte tidspunkter på året, som føles helt særlige. Julen. Sommerferien. Fødselsdage.

Hos os er bukkejagten blevet en af familiens største højtider.

Det er en uge, især Emil ser frem til – men det gør vi også som familie. Det er en uge som selvfølgelig har fokus på bukkejagten, men det er også en stund for hele familien.

Emil har været en del af konsortiet siden han fik sit jagttegn. Skoven er derfor meget mere end bare et jagtområde for ham. Det er et sted fyldt med gode minder. Han kender hvert spor, hver lysning og de små detaljer i landskabet, som kun kommer efter mange års tidlige morgener og stille timer i skoven.

Et par dage inden bukkejagten, flytter vi midlertidigt hjem til Emils forældre, som heldigvis bor tæt på konsortiet. Det gør det muligt for Emil at være tæt på jagten fra de helt tidlige morgentimer og samtidig komme hjem til familien mellem ture i skoven.

Efter vi har fået Emilie, har bukkejagten også fået en ny betydning. Det er blevet en tid, hvor farmor og farfar får masser af kvalitetstid med både Emilie og Herman. Der bliver hygget, leget i haven, læst bøger og skabt minder, mens dagene går i et lidt roligere tempo end normalt.

For mig er det også blevet en uge, hvor fleksibiliteten i arbejdslivet virkelig betyder noget. Jeg kan arbejde fra hjemmekontoret eller tage en tur på kontoret i Odense, mens Emil får muligheden for at fordybe sig i jagten og bruge den tid, det kræver at finde den helt rigtige buk.

Det er netop dét, jeg elsker ved jagten. At den samler os. At den skaber ro midt i en travl hverdag.

Jeg håber at I får en fantastisk bukkejagt. Knæk og bræk.